Rønne

BORNHOLM

Rønne

Rønne er Bornholms største by med ca. 13.730 indbyggere (2013). Hvis du kommer sejlende til Bornholm, stævner du ind i Rønne Havn ved foden af Sct. Nicolai Kirke. Havnen er Bornholms største og livligt befærdet af færger, fiskerbåde og fragtskibe. Her blander havet og landet luft med hinanden.

Den gamle bydel i Rønne

Gå en tur over de toppede brosten i de fredelige gader i den gamle bydel bag kirken. Rønne er en "haveby". Bag bindingsværkshuse og mure, gemmer sig både gårdhaver og store haver. De kan være svære at se fra gaden, men du kan mærke duften fra de mange syrener og frugttræer, høre fuglelivet og den stille ro mellem huse og haver.

 

Russernes bombning af Rønne

Rønne byder på usædvanligt mange fine bindingsværkshuse, men ind i mellem ligger de nyere "bombehuse" - murstenshuse i røde eller gule sten, der blev bygget til erstatning for de mange huse, russerne bombede i maj 1945. Rønne (og Nexø) er de eneste byer i Danmark, hvor du kan opleve konsekvenserne af de voldsomme bombardementer, som byerne var udsat for. Mens det øvrige Danmark fejrede befrielsen i 1945, forblev Bornholm tysk besat. Øen var et vigtigt brohoved for tyske flygtninge på vej hjem fra østfronten og russerne bombede derfor byen 7. og 8. maj, så grundigt, at hver tiende hus blev ødelagt.

 

Genopbygningen af Rønne

Et stort genopbygningsarbejde erstattede de ødelagte huse med nye såkaldte bombehuse, der i dag ses som nyere murstenshuse i husrækkerne mellem de gamle bindingsværkshuse i Rønne. Snellemark-området i centrum af Rønne var særlig hårdt ramt og består alene af nye bombehuse. Se op på relieffet i sten over en dør i bombehuset lige syd for kirken; du hører næsten larmen fra maskinerne.

 

Svenskehusene i Rønne

Et andet vidnesbyrd om bombardementerne er de flere hundrede træhuse, de såkaldte svenskehuse, som Sverige forærede Bornholm for at hjælpe med genopbygningen. I dag er svenskehusene eftertragtede boliger i Rønnes (og Nexø) villakvarterer.

 

Store Torv i Rønne

Store Torv er Rønnes levende centrum. Oprindelig var Store Torv eksercerplads for militæret, men i dag er det stedet, hvor gæster og bornholmere mødes - omkring springvandet, granitskulpturen midt på pladsen, på caféer og i butikker. Oplev den særlige stemning på markedsdagene på Store Torv. Her præsenterer bornholmerne deres egne produkter for dig.

 

Hjorths Keramikfabrik

Gå fra Store Torv ned ad Krystalgade og ind i en duft af Bornholms traditionsrige stentøjsarbejde. Keramikmuseet er den gamle Hjorths Fabrik, som fra 1859 var førende i design og produktion af bornholmske stentøj. Her arbejdes i dag i de gamle værksteder efter gamle metoder og hvis du vil kunne mærke noget fint bornholmsk materiale mellem hænderne, også når du er kommet hjem, så sælger museumsbutikken de smukke produkter.

 

Kastellet og Forsvarsmuseet i Rønne

På Kastellet lidt syd for Rønnes gamle bydel ligger det imponerende Kastelstårn, der med sin runde form og fire meter tykke mure mest ligner de bornholmske rundkirker, der er bygget 4-500 år før Kastelstårnet. Den danske Kong Frederik d. V. ville i 1687 befæste Rønne med et gigantisk forsvarsanlæg, der skulle gøre byen til en fæstning med en flådebase rettet mod svenskekongen. Planerne blev aldrig færdiggjort, men kanontårnet og magasinbygningerne blev, og de står i dag og rummer Forsvarsmuseet på Bornholm.

 

Fra den gamle bydel

De 225 svenske træhuse i byens nordlige udkant er en gave fra den svenske stat efter det sovjetiske bombardement i maj 1945. Foto 2010.

 

I alt 275 træhuse, blev opført i 1946 i udkanten af Rønne og Nexø. De blev naturligt kaldt 'svenskehuse' og udgør i dag meget smukke og attraktive kvarterer.

Fra Lille torv i Rønne

Copyright © All Rights Reserved