Ekkodalen

BORNHOLM

Ekkodalen og Rytterknægten

ligger i Almindingen.

Ekkodalen på Bornholm er Danmarks længste sprækkedal. Den strækker sig 12 km fra Vallensgård Mose gennem Almindingen og videre gennem Flæskedal, Kløvedal og Kelseådal til Saltuna på Bornholms nordøstkyst.

 

Ekkodalen hed oprindeligt Kodalen, formentlig fordi bønderne ved kongelig forordning af 1658 havde fået rettigheder til fri græsning for deres kvæg her.

Første gang navnet Ekkodalen optræder på et kort, skulle være i 1746, hvor en eller anden har tilføjet EC foran navnet Kodalen, hvorved Kodalen blev til Eckodalen.Andre hævder, at det var Bornholms første skovrider, Hans Rømer, der fandt på navnet.

De stejle klipper langs Ekkodalens ene side kaldes Styrtebakkerne. De hed oprindeligt Stortebakkene, der er et gammelbornholmsk udtryk for højdedrag med en brat, lodret klippevæg. Navnet har derfor intet at gøre med "at styrte", som det af og til fortælles i folkemunde.

Hans Rømer var holtsførster (skovrider) og indhegnede i 1809 skoven med det endnu eksisterende imponerende stengærde – til bøndernes store fortrydelse, da de derved mistede deres frie græsningsret. Rømer virkede som skovrider i perioden 1800-36, hvor han skabte Almindingen, der er Danmarks tredjestørste skov. Han stensatte og navngav H.C. Ørsteds kilde, og han byggede ved Ekkodalen bindingsværksejendommen Rømersdal, som stadig er bolig for statsskovrideren.

H.C. Ørsteds Kilde

Det bedste ekko fås ved H.C. Ørsteds kilde, små 20 meter til venstre ad stien ved indgangen til Ekkodalen overfor traktørstedet Ekkodalshuset.

Kilden har sit navn efter den berømte videnskabsmand og naturfilosof, H.C. Ørsted. I 1819 var han blandt de første, der undersøgte og kortlagde Bornholms geologi. Sammen med forskerne L. Esmarch og I.G. Forchhammer opholdt han sig på Bornholm for at undersøge forekomsten af kullejer og jernmalme. Under dette besøg blev han privat ven med skovrider Hans Rømer.

Ekkoet

Vilhelm Bergsøe skrev i 1893: "Almindingens berømteste parti er Kodalen, eller, som det med forskønnende variant hedder: Ekkodalen. Den bærer begge navne med lige ret, thi dens friske grønsvær, der som et bredt engdrag beklæder dalbunden, er lige så lokkende for køerne, som dens mærkværdige ekko er dragende for de glade skovgæster. Af og til ruller en artillerisalve ned gennem dalen. Man standser og lytter; et nyt skrald – og man opdager da, at det er lemmen til "Ørsteds Brønd", der af den muntre ungdom benyttes som en kanon, hvis lydbølger de stejle klippevægge kaster tilbage med tidobbelt ekko".

Den uhøjtidelige morskabsforening med det officielt klingende navn KulturBornholm har under sin parasol bl.a. "Udvalget til afprøvning af ekkoet i Ekkodalen". Medlemmerne har i nogle år holdt deres årlige møde ved Ekkodalshuset. Operasangeren Aage Haugland prøvede i 1999 som den første: "Hvem synger bedst i tåge?" Stig Fogh Andersen nåede dog at råbe "Stig!", inden ekkoet svarede "Aage!". Under ledelse af J.O. Fassel fra KulturBornholm konkurrerer publikum om nye forslag til afløsning af "Hvad drikker Møller?" ("Øller!"). Universitetslektor i dansk Klaus Kjøller overvågede prøven i 2007. Vinderforslaget blev "Hvad forvolder prinsesser smerter?" ("Ærter!").

 

Ekkodalen er den største og længste sprækkedal på Bornholm

og kan følges hele vejen i lige linie gennem Flæske-, Kløve- og Kelseådal ud til Saltune på Bornholms nordøst­kyst.

 

Sådan en sprækkedal som Ekkodalen er opstået ved, at nogle enorme spændinger i undergrunden i tidens løb har fået grundfjeldet til at slå revner; og på grund af en mindre modstandskraft overfor nedbrydning er materialet i disse forvitret og eroderet bort ved isens og vandets hjælp.

 

 

Sprækkedalenes høje og ofte træbevoksede sider yder god beskyttelse mod vinden, og der er næsten altid læ på bunden af sådan en dal.

 

Se billederne fra vores tur her.

Kilden var en gammel helligkilde. Man mente, at det meget rene og velsmagende vand var helsebringende. I 1920'erne og 1930'erne kaldte man også kilden Ørsteds radiumkilde.

Tryk her for Download af Naturstyrelsens brochure.

Copyright © All Rights Reserved